Kunsthåndværkerdag

Søndag 13. november 2011 kl. 10-17 holdes det årlige kunsthåndværkermarked på Silkeborg Museum, hvor de tekstile håndværk er i fokus. I år er emnerne og udstillerne:

Bøger: Forlaget FiberFeber er specialiseret i bøger om tekstiler. Forlaget er i disse dage med på bogmessen i Forum, men er også med på TRÅDs kunsthåndværkerdag. Marianne Lauesen sælger ud af sin store samling af håndarbejdsbøger, der ikke længere er i handelen. Broderi: Birthe Larsen designer broderier, som hun viser, og hun sælger sine kits. Helena Ring har korsstingsbroderede smykker. Inger Andersen viser sine perlestrikkede håndledsvarmere, smykke og funktion i ét stykke. Strik: Rie Krogh og Hanne Pjedsted har en fællesstand med strik. Lotte Kjær deltager med sine utraditionelle designs. Betty Mørck-Pedersen kombinerer gummi og uld. Annette Frølund har strikkede trøjer, jakker og tilbehør i skotsk uld med lækker efterbehandling. Mille Dalgaard fremstiller flotte vanter. Filt: Mariane Lund, Anette Gringer og Bente Nielsen. Tasker og tilbehør: Hanne Langvad Rasmussen anvender gummi og genbrug til tasker og tilbehør. Birthe Juel Sandberg fremstiller tasker, bælter og andet tilbehør sammen med Louise Friis. Keramiker Else Rasmussen har håndlavede knapper og smykker. Blandet sløjd og håndarbejde: Husflidsgruppen viser fremstilling af tekstile redskaber, trædrejning, knivmageri, flettede snore og bånd, filtning, hattemageri og andet uld. Svampefarning: Kirsten Kielmann viser sit svampefarvede garn og de sjaler og tørklæder, hun strikker af det. Kirsten har i sensommeren og efteråret udstillet på 1. sal her på museet. Nu på søndag er hun selv til stede i udstillingen og fortæller om at tekstilfarve med svampe; hun sælger også af det udstillede garn og strik.

Der er gratis adgang til museet på denne dag.

Udgivet i Andre Aktiviteter | Kommentarer slået fra

“Flerfarve-strik” workshop på Blicheregnens Museum

Lørdag den 3. december 2011 kl. 13-16 holder Hanne Pjedsted workshop i flerfarve-strik på Blicheregnens Museum i Thorning.

Hanne Pjedsted underviser i teknikkerne jacquard-strikning og gobelin-strikning, som mange kender fra Kaffe Fassetts design. Hanne viser også, hvordan man kan strikke frem og tilbage fra retsiden af arbejdet, så er de mange nøgler og garndunter ikke længere så besværlige!

Medbring garn i mange farver, også gerne tynde garner, der kan kombineres til spændende farvesammensætninger. En lang rundpind (i tykkelse, der passer til garnet) er nødvendig til frem-og-tilbage strikningen.

Tilmelding er nødvendig, da antallet af pladser er begrænset.

Udgivet i Workshops | Kommentarer slået fra

Tekstilfarvning med svampe

Fra fredag 26. august til og med søndag 13. november vises på Silkeborg Museum en udstilling om farvning af uld og silke, hvor farvestoffet kommer fra svampe. Kirsten Kielmann har i mange år arbejdet med dette emne, og hun viser her garner, der er farvet med en række af de svampe, der her i sensommeren og efteråret kan samles i naturen. Kirsten Kielmanns udstilling gennemgår grundigt de enkelte farvesvampe og viser  forskellene mellem at farve med hele svampen eller kun med stokken eller hatten.  Ud over de smukke garner i dybe farver vises også færdige tørklæder og sjaler, der lader farverne komme til deres ret. Søndag 13. november er Kirsten Kielmann til stede i udstillingen, hvor hun fortæller om emnet og besvarer spørgsmål fra publikum.

Udgivet i Udstillinger | Kommentarer slået fra

“Strik med perler” workshop på Blicheregnens Museum

Lørdag 19. november 2011 kl. 13-16

Workshop: “Strik med perler” i museets kaffestue.
Underviser: Inger Andersen.
Tilmelding nødvendig, tlf. 87 20 50 30
Udgivet i Workshops | Kommentarer slået fra

Broderi på transfertryk

BRODERIVÆRKSTED i samarbejde med KK44: Pelse Asboe (Broderi Moderne, Århus) holder broderiværksted onsdag 9. november kl. 19-ca. 21.30. Med udgangspunkt i Andkjær Olsens broderi- og digtbog “Have og helvede” broderer vi på et overført billede, som Pelse Asboe har med til kurset. Vi gennemgår forskellige sting og deres muligheder, så du behøver ikke de vilde håndarbejdskundskaber for at kunne deltage. Temaet for aftenen er blomster og landskaber, Pelse medbringer prints i flere størrelser og typer.

Tilmelding nødvendig: send mail til kmb@silkeborgmuseum.dk eller ring på 86 82 14 99

Medbring gerne: broderigarn i mange farver og tykkelser (altså gerne både uld og bomuld), nåle (med spids) og lidt sygrej.

Udgivet i Workshops | Kommentarer slået fra